Følg med i lydkunstens univers!

Følg med i lydkunstens univers!

LYDKUNST // CPH ART WEEK 2017 – Daglig podcasts, en lytteinstallation, en audiowalk og en ArtBar!

Podcast
Abonner på LYDKUNST i din foretrukne podcast-app og få dit daglige podcast-fix under hele Cph Art Week. På alle hverdage under festivalen vil vi udgive en podcast, der sætter spotlys på en aktuel kunstner i dagens program.
Hør bl.a. kunstneren Eske Kath og musikeren Oh Land fortælle om deres totalinstallation Skibet i Nikolaj Kunsthal, lydkunstner og musiker Tobias Kirstein fortælle om sin performance i Hiroshi Sambuichis installation i Cisternerne, kunstnerduoen Vinyl, Terror & Horror om deres installation Shhh på Københavns Hovedbibliotek og kunstneren Hannah Anbert om hendes performance på havnebussen 992, hvor passagerne får mulighed for at synge med på omskrivninger af tidens populære hits, i bedste karaoke stil.

Følg med på cphartweek.dk,kunsten.nu, i Soundcloud og på Facebook, hvor vi daglig holder dig opdateret med flere anbefalinger. Og husk at abonner i Itunes, så du kan høre med under morgenkaffe, på din cykeltur eller når du lægger dit vasketøj sammen.

Du kan også tage forbi Københavns Hovedbibliotek, hvor vi i anledningen af festivalen har etableret en lyttestation, hvor du kan gå på opdagelse i vores omfattende podcast-arkiv. Vi byder på mere end 15 timers lyd fordelt på 30 podcast i særdeles hyggelige omgivelser i bibliotekets vindue til venstre for hovedindgangen.

ArtBar

Mandag d. 28/9 kl. 19-21 på Copenhagen Contemporary har vi fået æren af at kuratere en ArtBar. Vi er glade og stolte af at kunne invitere til Danmarkspremiere på værket “Portable Organs” – en visuel og musikalsk komposition for selvbygget orgel og stemmelæber af Ragnhild May og Kristoffer Raasted. Bag DJ-pulten står LYDKUNST podcast, så her ved man aldrig hvad der kan ske.

Podwalk

Sidst men ikke mindst vil vi også anbefale dig at begive dig ud i byen på egen hånd med vores podcast om Det Mytologiske Kvarter på Ydre Nørrebro i ørerne. Her vil du bl.a. møde gadekunstner HuskMitNavn, graffitimaler Tivs, kunstnergrupperne YNKB og Superflex, som tilsammen er et billede på et mangfoldigt kvarter i hastig forandring. Lydvandringen starter på Den Røde Plads og hentes i app’en Podwalk eller streames direkte fra Soundcloud

Anne Neimann Clement og Line Møller Lauritsen.

Del artiklen

'Følg med i lydkunstens univers!'

Facebook